Du er med til at skabe sikkerhed og tryghed
Som transportbetjent er du bindeleddet mellem fængsel og omverden. Du står for transport, sikkerhed og bevogtning af varetægtsarrestanter til retten, lægen, hospitalet og lignende.
Det er din og dine kollegers opgave at orientere jer om, hvilke opgaver der er planlagt for dagen. I orienterer jer om, hvilken type indsat/arrestant I skal køre med, så I kan tage eventuelle forholdsregler. Transportbetjenten er ofte den første, den indsatte/arrestanten har mulighed for at snakke med før, under og efter en eventuel domsafsigelse. Nogle har stort behov for at snakke under transporten, mens andre ikke har.
Der indgår både transport- og bevogtningsopgaver
I mange af dine opgaver indgår både en transportopgave og en bevogtningsopgave. Det gælder for eksempel ved transport, når de indsatte skal møde op til dagkirurgiske indgreb, hospitalsbesøg, læge, tandlæge, andre sundhedsfaglige klinikker eller lignende. I flere af disse tilfælde tager transportbetjenten desuden også del i dialogen mellem den indsatte og det sundhedsfaglige personale. Det gør du for at sikre, at de informationer, der gives, bliver videregivet korrekt til personalet eller det sundhedsfaglige personale i arresten eller fængslet, når den indsatte kommer retur.
Transportbetjentens sikkerhedsopgaver går blandt andet ud på, at du skal sikre, at de restriktioner, den indsatte/arrestanten kan være underlagt, overholdes. Det kan omfatte besøgs- og brevkontrol, som betyder, at den indsatte ikke må have verbal eller fysisk kontakt med bekendte og pårørende. Du sørger også for, at den indsatte er tilstede under hele retsmødet, og at der er ro og orden.
Når transport- og/eller bevogtningsopgaven er afsluttet, er der ofte papirarbejde, du skal ordne. Det kan være at udfylde en håndjernsrapport eller en anden type rapport alt efter, hvordan dagen har udviklet sig.
Vi er en mangfoldig arbejdsplads
Kriminalforsorgens medarbejdersammensætning skal så vidt muligt afspejle resten af samfundet. Vi er derfor stolte over at have en mangfoldig arbejdsplads, hvor vores forskelle bliver vores styrke. Vi har brug for en bred vifte af kolleger med forskellig udgangspunkt, erfaringer og kvalifikationer. Uanset din baggrund så får du brug for både dine faglige og personlige kompetencer i jobbet som transportbetjent.
Udviklings- og karrieremuligheder
Efter endt uddannelse og efter, at du har arbejdet 1 år som transportbetjent i kriminalforsorgen, kan du videreuddanne dig til fængselsbetjent. Merituddannelsen tager 1 år og er på fuld løn.