Den fysiske test
For at blive optaget på uddannelsen til fængselsbetjent, transportbetjent eller værkmester skal du bestå en fysisk test.
Se, hvad den fysiske test indeholder
Formålet med den fysiske test
Vi tester din fysiske form, fordi uddannelserne kræver, at du er i en vis fysisk form. Formålet med den fysiske test er at teste din koordinationsevne, kondition og styrke. Testen vurderes som bestået eller ikke bestået.
Den fysiske test består af tre dele
Opvarmning
Den første del af den fysiske test er et 17 minutters opvarmningsprogram. Opvarmningen består af forskellige øvelser, som du ikke får kendskab til på forhånd. Øvelserne har fokus på koordination, kondition, balance og motorik.
Vi kigger på, om du kan modtage instruktioner og udføre øvelserne korrekt. Opvarmningen er bestået, hvis øvelserne udføres korrekt og i et tilfredsstillende tempo.
Shuttle run
I den anden del af den fysiske test tester vi din kondition. Det gør vi gennem en shuttle run-test. Du skal løbe frem og tilbage på en strækning på 20 meter. Hastigheden starter på 7,5 km/t og farten stiger med 1 km/t hvert andet minut. Løbet styres af en biplyd, som angiver, hvornår du skal vende ved 20 meter mærket.
For at bestå testen skal kvinder løbe i otte minutter, og mænd skal løbe i ti minutter.
Almen styrke
Tredje del af den fysiske test består af fire styrkeøvelser. Alle øvelserne skal bestås. Kravene til mænd og kvinder er forskellige.
Mænd
- Armstrækninger: 10 gentagelser på 45 sekunder
- Mavebøjninger: 15 gentagelser på 45 sekunder
- Rygbøjninger: 15 gentagelser på 45 sekunder
- Englehop: 20 gentagelser på 45 sekunder
Kvinder
- Armstrækninger: 10 gentagelser (med knæene hvilende på jorden) på 45 sekunder
- Mavebøjninger: 12 gentagelser på 45 sekunder
- Rygbøjninger: 12 gentagelser på 45 sekunder
- Englehop: 15 gentagelser på 45 sekunder