Det handler om mennesker
Kriminalforsorgen håndterer de domme, som omhandler fængsel, fodlænkeafsoning, samfundstjeneste og tilsyn. Som fængselsbetjent arbejder du med de indsatte i fængslerne. Sammen med resten af Kriminalforsorgens medarbejdere skal du bidrage til at begrænse kriminalitet i samfundet.
Du samarbejder med dine kolleger, både uniformerede og civile. Dine civile kolleger er for eksempel socialrådgivere, lærere, behandlere og sundhedspersonale. Sammen med dine kolleger er det din opgave at sikre straffen fuldbyrdes, og samtidig motivere de indsatte til et liv uden kriminalitet. Som i samfundet har medarbejdere i Kriminalforsorgen mange forskellige baggrunde. Vi er stolte af at være en mangfoldig arbejdsplads.
Et spændende og varierende job
Som fængselsbetjent er du på samme tid menneske og myndighed. I det daglige har du ansvaret for, at der er ro og orden på din afdeling. Du sætter grænser for, hvad de indsatte må og ikke må. Du håndterer de konflikter, der opstår mellem de indsatte og mellem de indsatte og personalet. Du kontrollerer og holder opsyn.
Hverdagen i et fængsel rummer mange af de samme ting som udenfor. Det kan være madlavning, arbejde, skole, rengøring og fritid. Du har ansvaret for, at de indsattes hverdag forløber trygt, sikkert og forudsigeligt.
Fordomsfri og medmenneskelig indstilling
Du laver sagsbehandling. Du er kontaktperson for en række indsatte på din afdeling, som du har et særligt ansvar for. I jeres samtaler vejleder du den indsatte om muligheder og rettigheder. Du samarbejder med ledelsen og lægger op til afgørelser om for eksempel udgang og prøveløsladelse.
Du omgås de indsatte naturligt og med respekt for deres person og ejendele. Du har empati, og du kan sætte handling bag dine ord. Du er loyal over for dine kolleger og de regler og love, der gælder for dit arbejde.
Udviklings- og karrieremuligheder
Du får mulighed for at søge nye udfordringer i jobbet som fængselsbetjent. Jobbets indhold varierer meget i forhold til, hvilken afdeling du arbejder på. Efter endt uddannelse kan du søge specialistfunktioner som fx indsatsleder, hundefører eller konflikthåndteringsinstruktør. Du kan også avancere til leder.
Test dig selv som fængselsbetjent
Hvad ville du gøre, hvis du stod overfor et dilemma som fængselsbetjent? Kom med ind i et fængsel og test dig selv. Hvad vælger du?
Prøv dilemmaspil